Per Bausager

Væddeløberen

Per Bausager
Væddeløberen

Mads Pedersen hader strenge diæter, højdetræning og revisorkørsel. Mød en old school rebel gemt i ung mand med et brændende vinderinstinkt. 

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

At få en dag sammen med en WorldTour-rytter i sæsonen kræver både goodwill og kalenderakrobatik. 

I lang tid har Mads Pedersen fra Trek-Segafredo stået højt på min ønskeseddel til en snak om væddeløb. Det har nu ikke på noget tidspunkt skortet på velvilje fra hans side, men at få dagen i kalenderen har taget lidt tid.

Brikkerne faldt sådan, at en også længe aftalt cykeltur (med kaffe- og kagestop) med Mads P’s træningsmakker og nære ven Jakob Egholm fra Team Waoo kom til at finde sted kun tre dage inden interviewet med Mads, og så var det jo umuligt ikke at komme til at tale om ham.

“Der er ingen som Mads. Han er en fantastisk cykelrytter og en kriger. Når han får et nummer på ryggen, så sker der noget med ham. Han vil vinde, men ikke bare det, han vil vinde på en stor måde. Når han angriber 80 km. ude til DM, så er det ikke, fordi han er dum, men fordi han ikke vil være danmarksmester på kalkulerende og nærig kørsel.”

“Hvordan er han at træne med?”

“Han er en hård banan, men vi har det fedt, når vi træner sammen, selvom der bliver trådt igennem. Han kan træde nogle frygtelige watt og er altid klar til udfordringer.”

“Hvad kan du sige, der kendetegner ham som rytter?”

“F.eks. engang med landsholdet, hvor de skulle køre en test opad en stigning. Her blev Mads sidst. Dagen efter skulle de køre cykelløb på stigningen, og det vandt han.”

“Inspirerer han dig?” 

“Ja, jeg er jo tre år yngre end Mads, men vi kender hinanden fra Holbæk Cykle Ring fra helt tilbage i tiden, og vi startede begge med MTB. Men Mads coacher mig og siger: Jakob, du skal sætte dig de største mål, og alt herfra og til det mål er bare en del af den nødvendige rejse,” siger Jakob Egholm. 

Samme aften chattede jeg med juniorlandstræner, Michael Berling, og vi kom ind på Mads. 

“Mads P. er den mest lirens cykelrytter, jeg har kendt”, skrev han.

Og lige da rytterne var kommet i mål i Geraadsbergen i BinckBank Tour, skrev jeg til Michael Valgren: Sig noget om Mads P., som rytter og som person. Lidt efter tikkede svaret ind:

“Hvis du slår op i ordbogen under “væddeløber”, er definitionen Mads P! Intet mindre. Han ser altid sit snit til at sætte alt på bræt og putte os andre i “The hurt box”.

“Mads er fyldt med humør, og der er ikke noget pis med ham. Han kalder en spade for en spade, og man ved altid, hvor man har ham. Det elsker jeg.”   

 
MadsP_montage2.png

Mødet på Mørkeren

Nu er dagen så kommet, hvor vi skal mødes. Jeg har allieret mig med fotograf, Mikkel Groth, og har aftalt at mødes ude ved Mørkemosebjerg, lokalt kaldet “Mørkeren”, så vi kan se den lokation, hvor Mads Pedersen sammen med en kammerat skal åbne en cykelbutik, “Empire Cycling” d. 17. september. Det er i en bygning, der tilhører herregården Sophienholm. 

Vi holder på parkeringspladsen, da Trek-Segafredos powerhouse kommer os i møde og straks får mig til at tænke på en romersk gladiator, som han kommer der - iført rød kampuniform og matchende stridsvogn med skiver og høje carbonhjul. Rød er jo farven for planeten Mars, der symboliseres af et skjold og en hjelm - altså soldaten - og siges at betyde effektivitet, når planeternes indbyrdes stilling står gunstigt, og krig, når de står ugunstigt. Hvordan de står i dag, ved jeg ikke, men den rødklædte kriger ligner absolut ikke en, man vil slippe godt fra at krydse klinger med i terrænet heromkring. 

Vi følger ham nogle hundrede meter, indtil han ved en bygning klikker ud af pedalerne. Han giver os hånden, smiler og udstråler den selvtillidsfulde energi, der synes at være hans livsledsager, og som ikke er helt almindelig hos en 22-årig. Så låser han en dør op og viser os lokalet, hvor butikken skal være.

“Her ser ud ad helvede til. Nu har han også kun en uge til at hente sit lort, så vi kan få det fikset op, og få nogle varer ind.” 

“Skal det også være en café?”, vil jeg vide.

“Altså der kommer en kaffemaskine - jeg kører jo for Segafredo - og et køleskab med drikkevarer. Kager kan vi ikke byde på, ha ha.  Og så skal vi handle varer, som vi bruger på cykelholdet. De synes, det er sjovt, at en af rytterne vil åbne en butik med deres varer. Det er også noget, der skal hænge sammen med min kontrakt. Jeg kunne jo ikke sælge Storck-cykler f.eks.”

“Hvorfor gør du det?”

“Først og fremmest for min far. Han har et hårdt job som vognmand og trænger til noget nemmere. Og nu, hvor jeg er begyndt at tjene lidt penge, syntes jeg, vi skulle lave noget sammen, og så er det naturligste jo en cykelbutik. Nu må vi se, nu starter vi herude, og så kan det være, vi flytter til Tølløse om et par år. Det skal ikke være noget stort, bare hyggeligt og god service og et kanon værksted. Tim er en af landets dygtigste mekanikere.”

Jeg kigger på ham og på forbindingen på hans knæ: “Du tog lige en røvtur i BinckBank?” 

“Ja, jeg gik sgu i asfalten, men kom op igen og kunne heldigvis være med til at lave nummeret i chikanen, så Stuyven vandt. Det var for fedt. Det er sjældent, det lykkes, men det er fordi, dem, der slipper hjulet som regel bremser for meget, så de aner uråd med det samme bagved og kører forbi. Men så blev jeg taget ud til næste etape, fordi jeg havde fået en lille hjernerystelse, så jeg har måtte holde mig i ro nogle dage. Og det dur jeg ikke til.”

“Vis os nogle af dine bedste træningssteder, siger jeg”

Det skal man ikke sige to gange til Mads P., og fem minutter efter står vi på toppen af Mørkeren og kigger ud over Igelsø.

“Hold kæft, hvor har jeg kørt her mange gange. Jeg startede som 7-årig, og den runde herude var det eneste sted, jeg måtte køre for min far. Og så har jeg kørt her siden. Men lad os køre til Åstrupbakken, for der har jeg kørt endnu mere. Men på vejen kan vi lige køre ind i Tølløse og se, hvor jeg er vokset op.
 

 
MadsP_kollage1.png

Scooter-runden

På rullen af Mads Pedersen føres vi til vognmandens murstensvilla, som ligger midt i Tølløse. Så det er her, han er vokset op sammen med sine to brødre og sin far og mor. Og herfra han er trillet ud på sin MTB som 7-årig. Han fortæller om, hvordan der blev kørt race rundt om kvarteret på asfalt og græs, og om hvordan hans far trænede ham, indtil han var andetårs-junior. Her sagde sønnike tak for samarbejdet. “Når man når en vis alder, skal man videre”, siger han som forklaring på trænerfyringen.

Jeg roser den afsindigt flotte røde Trek-racer.

“Ja, den er pisselirens, men det koster 400 gr. lak at lave den farve, og den vægt ville jeg gerne undvære. De siger den røde farve sælger cykler, og jeg siger til dem, at den nok sælger flere cykler, end den vinder nogle cykelløb.”

“Går du meget op i grej?”

“Rigtig meget. Det har jeg altid gjort. Cyklen skal være lirens at se på. Mine cykler er altid rene, og jeg gider slet ikke aluhjul. Og på sådan en her skal der være højprofil - også til træning. Der er ikke noget at rafle om.”

Så kører vi til Åstrup Klosterbakke, som regnes for at være den værste i området, fordi den er stejl, og fordi man ikke kan komme ind på den med fart. Men den belønner anstrengelsen med et generøst panorama, hvis man ellers har energi til at vende sig, når man når toppen.  Mads er kåd her på sin hjemmebane og laver en wheelie, næsten ind i hovedet på fotografen, som er nede i æggestilling midt på vejen og uforberedt på angrebet.

“Jeg elsker at køre på de her veje, når jeg er hjemme. Jeg kan ikke blive træt af dem. Egholm og mig kører også tit Nyby-runden, som er Algestrupbakken, Nyby, Gl. Tølløse, Tjørnede. Vi kører efter scooter. Jeg har kørt den med 58,5 km/t i snit. Pappa P. kører scooteren, og han er fandme et svin. Han giver den gas, indtil jeg eksploderer.”

“Hvor stærkt kan den køre?”

“92 km/t, og nu vil han have en, der er hurtigere, men han har fået at vide, at så kan han købe den selv. Der er en skiltespurt nede sydpå med medløb, hvor han køre med håndtaget i bund, og jeg angriber ham, men når jeg kommer ud i vinden i den fart, når jeg kun til hans fødder, inden jeg springer i luften”.

Mads P. griber om sadelpinden på Trekmonsteret. “Prøv at tænke dig, da jeg var 12 år, slæbte jeg ham opad denne her bakke, mens han holdt fast her. En 12-årig, der slæber 100 kg. op ad den her bakke. Jeg har også sagt til ham, at når han bliver gammel og sidder i kørestol og ikke kan gøre modstand, så får han et par på lampen for alt det, han har pint mig.” 

“Jamen, går han decideret efter at slagte dig? Er det en slags cykelløb mellem jer, bare hvor han har en scooter i stedet for en cykel?”

“Ja, som jeg sagde før, han er et svin. Han saver mig i småstykker, når han kan.” 

“Hvor langt kører du?”

“I ugen op til Danmark Rundt var der en dag, hvor jeg havde været ude siden klokken 6. Og så opdagede jeg, at jeg havde kørt 280 km. Og så tænkte jeg, at jeg kører fandme ikke så langt uden at køre over 300, og så sluttede jeg med en time efter scooter. Det var en hård dag. Det var mens, det var 30 grader.”

 
MadsP_montage5.png

Den danske vej

Vi bliver enige om at køre hjem til Mads, så han kan skifte til civil, og vi kan tale over en frokost i golfklubben, der ligger et stenkast væk (hvis man altså er verdensmester i stenkast).

“Ja, jeg har jo måtte flytte til Lejre, fordi min kæreste er herfra disse kanter. Jeg kunne have fået et palads med pool i Tølløse for samme penge. Men det går jo ikke, at hun ikke er tæt på sine venner og familie, når jeg er så meget væk.

Mads P. laver en lynomklædning, mens han i underbukser prøver at sælge fotografen en pink Trek-ramme i str. 56. “Du kan få en hjelm med i samme farve”. Den nybagte potentielle Trek-ejer er fanget på det gale ben af det overrumplende tilbud og er hverken sikker på, om størrelse eller farve passer ham, og eftersom Mads P. ikke er nogen tålmodig mand, gider han ikke vente en på at en sådan en sløv stodder skal overveje det indlysende kongetilbud, og han er selv videre i teksten, mens Mikkel Groth endnu studerer rammen.

“Nu skal min kæreste også stoppe med sit arbejde og hjælpe med regnskab i cykelbutikken. Så bliver der frihed til, at hun kan rejse med mig. Til januar har Styuven og mig lejet et hus lige udenfor Palma, hvor vi går i træningslejr, så kan hun komme med derned”, siger han, mens han stikker det ene af sine klassikerben i sine lange bukser.

“Er Stuyven og dig blevet bedste venner?”

“Ja, det synes jeg. Vi har den samme måde at køre cykelløb på og samme humor. Og vi skal jo også være i form til de samme løb, så det passer fint.”

“Hvordan kan I være så gode venner, når I har de samme mål?”

“Da jeg så hvor ægte glad Jasper blev da jeg blev nummer to i Flandern, selvom han selv havde trænet til det løb i tre måneder, forstod jeg, at han er en mand der er værd at opbygge et venskab og et samarbejde med.” 

“Du bruger ikke højdetræningslejr?”

“Nej, men jeg har et ilttelt”. Han viser os et apparat, og hvor han stiller det i sit soveværelse.

“Min kæreste vil ikke ligge i det sammen med mig. Så må vi rykke sengen herhen, og så ligger jeg her i iltteltet.”

“Så får i da heller ikke børn”

“Nej, det skal vi heller ikke nu, ha ha.”

“Valverde bruger heller ikke højdetræning.”

“Du kan ikke sammenligne Valverde, og hvad han gør med nogen som helst anden. Den mand er bare så lirens og har så megen klasse, at man tror, det er løgn. Ved siden af Valverde er Sagan bare en pauseklovn. Jeg vædder en god middag på, at Sagan stopper, når han ikke har vundet de næste to VM’er. Valverde er noget andet. En ægte væddeløber.” 

Mens Mads P. har givet sin utvetydige mening til kende om verdens to største allroundere, har han formået simultant at iføre sig et par marineblå bukser, et par sneeks, der ser ud til at have ligget i æsken indtil i dag, og en hvid skjorte, der matcher den BMW X6, som holder uden for døren, og som nu skal ud på en lille køretur op igennem Europas længste allé - Ledreborg - inden den parkeres ved golfklubbens hovedsæde oppe for enden. Undervejs kører vi langs Lejre Å, der hvor vikingerne i gamle dage sejlede ud fra for at udplyndre englænderne.

Lejres eneste tilbageværende viking bestiller en Cæsarsalat “for det ved man, hvad er” og en vand med bobler. 

“På holdet ville de til at fortælle os, hvad og hvornår vi skulle spise. Der satte klassikerfolkene hælene i. Vi sagde, at vi selv tager beslutning om, hvad vi spiser, og hvornår vi spiser, og at det ikke var til diskussion. Så gav de sig, og nu er det kun Grand Tour-rytterne, der bliver kontrolleret, haha. Jeg er lykkelig for at vide, jeg aldrig skal være Grand Tour-rytter. De kører jo næsten aldrig cykelløb, og for mig er den eneste grund til at træne solen sort, at jeg elsker at have nummer på ryggen og at køre væddeløb. Alt det pis de døjer med. Der er sådan en mand som Gilbert lirens. Han bunder lige tre liter bajer efter Flandern Rundt.”

“Synes de andre, at du er en rebel?”

“Det ved jeg ikke. Men jeg fik da Kim Rokkjær - vores danske kok - til at lave frikadeller med sovs og kartofler under Giroen. Alle sammen elskede det. Man skal sgu da have noget indenbords, når man brænder 5000-7000 kcal om dagen. Ja, i Flandern Rundt brændte jeg 8000 af, men der var også stram kæde det meste af dagen.”

“Hvordan oplevede du den dag?”

“Hvis du ser mig, da jeg stadig har Langeveld og van Baarle med, der sidder de jo og ligner nogle med to fingre i næsen, og jeg ligner en, der skulle have været skudt i går. Men det endte alligevel med, at det var dem, der gik kolde.”

“Og så sad du alene i en evighed.”

“Ja, jeg havde jo regnet med at blive hentet af favoritgruppen inden Paterberg, men jeg holdt den i gang, og så råbte de i radioen, at Sagan var stukket og på vej op til mig. Jeg var sgu færdig der, men jeg tænkte, at det skulle være løgn, og så lagde jeg lidt på. Eller jeg ved ikke, om jeg øgede i virkeligheden, eller om det kun var oppe i hovedet, men han kom i hvert fald ikke op, og derfra råbte og skreg de fra bilen, at jeg bare skulle træde med alt indtil stregen.”

“Hvad tænkte du, da du kom ind og var blevet nr. 2 i Ronde van Vlaanderen?”

“Ingenting. Jeg var totalt tom. Jeg fattede ingenting. Det var faktisk først dagen efter, at det gik op for mig, hvor stort det var. Også fordi alle, ryttere og presse, var så fulde af beundring for den måde, jeg havde gjort det på. Men så gik det jo amok med forventninger om, at jeg nærmest skulle vinde Paris-Roubaix ugen efter. Det var træls. Jeg bevarede selv benene på jorden, og folk på holdet hjalp også med at dæmpe forventningerne. Når du er 22 år er det kæmpestort at køre sådan bare én gang. Hvis du har talentet, kan du måske gøre det næsten hver gang, når du er 25.”

Jeg kigger på Mads P., mens han gør det af med Cæsarsalaten. Han er en usædvanlig størrelse. På samme tid propfuld af selvtillid og troen på, at alt er muligt og i besiddelse af en meget stringent realisme. Der er intet opblæst ved ham. Han udstråler bare sundhed, tro på tingene, frygtløshed og godt humør.

“Hvorfor har du valgt at bo i Danmark?”

“Fordi jeg gerne vil have, at min kæreste skal have et godt dagligt liv, og jeg vil også gerne selv se mine kammerater og min familie, når jeg ikke kører løb.”

“Betyder klimaet ikke noget?”

“Næ, jeg er jo klassikermand og skal vinde cykelløb i lortevejr. Så kan man jo lige så godt vænne sig til det under træning. Og står Danmark under sne, så kan jeg hurtigt flyve sydpå.”

“Træner du altid efter program?

“Oftest, men ikke altid. Jakob og mig kan godt finde på at skulke fra planen og i stedet køre væddeløb og prøve at slagte hinanden og køre skiltespurter. Så må vi tage skideballen fra vores træner, André Steensen bagefter.”

“Studerer du watt.”

“Ja, under træning. Men ikke under løb. Jeg kan jo ikke sidde og glo på watt og sige til mig selv, at jeg ikke må køre mere end 510 watt, hvis der skal 520 til at gå med, når toget kører. Men jeg har måleren på, så kan André analysere på tallene bagefter.”

Egholm siger, der bor en djævel i dig, som kommer frem en gang imellem.”

For første gang i dag, tager det lidt tid for Mads P. at svare. Det er tydeligvis et spørgsmål, der rammer indenfor vesten, og han smiler nærmest lidt forlegent, da han endelig svarer:

“Ja, det er nok rigtigt. Der er nok en djævel. Når den kommer frem, så kender jeg kun en vej, og det er min egen. Så er jeg ligeglad hvem det er, så kan de pakke sammen”

“Opbygger du vrede på dine modstandere, så det er et brændstof?

“Nej, jeg er ikke vred på nogen. Det kan jeg ikke genkende, men jeg vil gerne give dem en justering.”

Jeg tænker, at det ikke går an at trykke mere på den knap. Jeg vil helst ikke konfronteres med djævelen og risikere en tackling, som den Lampaert fik, så jeg fortsætter med et mere ufarligt emne:

“Hvad ville du spise en typisk dag herhjemme?”    

“Jeg er begyndt at spise havregryn med sødmælk om morgenen. Vores læge siger, at det booster forbrændingen. Og pasta eller ris og kylling til frokost og almindelig dansk mad om aftenen. Det kunne være en hakkedreng. Og jeg holder mig heller ikke for fin til en klat sovs, haha. Man får sgu rigeligt med ris og tør kylling, når man er ude.”

“Har du fokus på vægten?”

“Ikke så meget. Jeg mener, at når du træner, som jeg gør, og spiser fornuftigt, så skrider det jo ikke helt. Jeg er sgu ligeglad, om jeg vejer 74,9 eller 75,1. Men jeg har jo stadig hvalpefedt på kinderne og på lårene. Der er ikke noget at gøre. Jeg må vente på at blive ældre, så forsvinder det.” 

“Lægger du meget mærke til naturen, når du træner?”

“Nej, jeg lægger faktisk ikke mærke til, hvordan der ser ud, når jeg træder…. Eller måske lidt alligevel, for hvis jeg har cyklet inde ved København, kan jeg godt tænke: Hold kæft, hvor er vi heldige med landskabet herude.”

“Hvad med radioen, bruger du den?”

“Næ, ikke så meget. Jeg bruger mere at råbe til dem, jeg sidder med. Kan ikke sidde og rode med elektronik, mens jeg kører med fuld hammer.”

“Men gør du det, de siger i radioen, du skal gøre?”

“Ikke altid. De ved jo ikke, hvordan forholdene er i feltet. Jeg gør det, jeg synes, er rigtigt, og nogle gange siger jeg til bilen, at jeg synes, vi skal gøre noget andet i stedet, og det lader de mig som regel gøre. Det vigtige er jo, at vi ryttere er enige om, hvad vi gør.”

 
MadsP_montage3.png

Valverde, Boonen og drømmen om Roubaix

“Du træder nogle giga veksler. Er det noget, du må høre for?”

“Ja, det er det. Kim Andersen ringer af og til og siger, at nu må jeg fandme lære at få de piber rundt. Og min træner er også efter mig, når han kan se, at jeg har kørt seks timer med en kadence på 75. Men jeg er også enig. Jeg skal træne i det, og det gør jeg også. Mine enkeltstarter er blevet bedre af, at jeg har lært at køre med 100 i kadence.”

“Hvad er dit drømmeløb?”

“Ingen tvivl, det er Paris-Roubaix. Det er unikt. Bare navnene på de klassiske steder. Det er ikke noget andet løb, der så vigtigt. Og en rigtig led gang tons. Fra Arenberg og hjem er det bare fuld skrue. 2½ time med 380 watt. Det løb skal jeg vinde en dag. Men det er meget svært.”

“Hvad med positionskampe?”

“Der kan de bare komme an. Jeg skal nok få min plads, og jeg slås, indtil jeg sidder der, hvor jeg vil. Der er også nogle, der ikke kan lide mig, fordi jeg er hård der. Lampaert er sur på mig. Han tror, han er en stor stjerne, og at han skal have plads. Han prøvede at flytte mig i foråret. Så fik han en tackling ud i grøften og bagefter besked på, at han skal finde nogle andre at slås med end mig, hvis ikke han vil ende ude i marken.”

“Har du af og til problemer på grund af din direkte facon?”

“Det synes jeg ikke. Det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg siger ikke noget, som jeg ikke er klar til at stå på mål for. Min far har lært mig at kalde en spade for en spade, og at folk, der har det svært med det, er dem, der ikke selv har rent mel i posen.”

“Hvem er den mest lirens rytter i feltet”?

“Uden tvivl Valverde. Alt, hvad den mand laver, er lirens, Hans måde at køre på, hans position, den måde han ser ud på. Havde man en femtedel af hans palmares, så havde man en stor karriere. Ham er der heller ingen, der prøver at flytte.”

“Hvem har været dit forbillede?”

“Det har Tom Boonen, og jeg er glad for, at jeg nåede at køre med ham. Cancellara er også deroppe, men jeg synes, Boonen er lidt mere classy. Han er mit forbillede.”

“Siden jeg begyndte at følge dig, har jeg tænkt på dig som en moderne udgave af Bernard Hinault. En der træder veksler, stikker 80 km. ude, træner derhjemme i frostvejr og gerne tager en omvej for at komme op og slås”.

“Ha ha, det ved jeg sgu ikke, om jeg er som ham.”

”Cyrille Guimard sagde om ham: Jeg tror ikke, Bernard kører cykelløb for at vinde, men for at få en lejlighed til at smadre andre.”

“Ha ha ha, altså jeg vil rigtigt gerne vinde. Men jeg må da indrømme, at jeg ikke ved noget bedre end at dreje gashåndtaget, når jeg kan se, de andre har det ad helvede til.” 

Jeg sidder og tænker, at folk, der er så svarparate som frysetonseren fra Lejre, ofte er overfladiske og ureflekterede, men det er han ikke. Han er hele tiden intens i sin opmærksomhed og i øjenkontakten. De ting, han taler om, ligger ham på sinde, og han vil gerne være præcis. Hvis han kan fornemme, at jeg ikke helt har forstået hans nuancer, så er han omhyggelig med at præcisere, hvad det er han mener.
 

Det nye kuld

“Sig det, der falder dig ind om Valgren.”

“Michael er jo en fantastisk cykelrytter, og jeg misunder ham hans lækre tråd. Han er altid oven på gearet, og han får alt til at se legende let ud. Men tag ikke fejl, han har en stålvilje og stor selvtillid. Da Valverde rykkede i Amstel, og de kun sad Alaphillipe, Sagan og Michael, så vil jeg vædde på, at Michael sagde til sig selv, at han ville vinde i dag, selvom han havde det ad helvede til. Det har han jo stadig haft, både da han rykkede lidt efter, og Sagan kørte ham ind, og da han rykkede definitivt kun en km. senere.”

“Og Kragh?”

“Der kan jeg gøre kort. Søren er en stodder på en cykel. Han kan det hele, også teknisk. Han er sådan en rigtig lille indebrændt bitterrøv. Når han blev interviewet under Touren, kunne jeg se det fem-seks gange, fordi man bare kan se, hvor indebrændt og tosset han er over at skulle svare på nogle af de spørgsmål. Og selvom vi har kørt på hold sammen siden junior, kan han finde på at køre lige forbi mig i feltet uden at hilse. Så haler jeg ham lige tilbage i lommen og spørger, om man nu ikke kan hilse mere. Og så siger han: “jamen hej så”. Jeg er vild med Søren.”

“Når nu vi taler om Søren, mener du så, at hans bror, Asbjørn har samme potentiale?”

“Ja, Asbjørn har samme klasse, men har af forskellige årsager ikke lige fundet vej gennem nåleøjet. Men han har niveauet. Og det samme vil jeg sige om Alexander Kamp, der også kører pissestærkt.”

“Ja, han er en cool cykelrytter.”

“Jeg vil sige, at Kamp er cool på alle parametre.”

“Og hvad med Cort?”

“Magnus er en klasserytter og en vinder. Jeg synes ikke altid, han har været en team-player, men det er blevet bedre. Men det er en del af ham at søge egne veje for at opsøge sejrene. Du ser også, at Magnus næsten altid er first mover i en finale. Han venter ikke på, at andre tager initiativet fra ham, eller at han ender på mellemhånd. Se bare den etape, han vandt i Touren, hvordan han vidste, at han skulle afsted, inden Valgren kørte. Det er sådan, han kører cykelløb. Jeg har det godt med Magnus.”   

“Er I jaloux på hinanden?”

“Nej, men vi inspirerer hinanden. Hvis Søren vinder, tænker jeg, at så kan jeg fandme også. Men jeg har det ikke sådan, at jeg hellere så en udlænding vinde end en af den andre. Vi glæder os, hvis en af de andre vinder. Men så vil vi også selv.”

“Nå Mads P., nu skal vi til et obligatorisk indslag: De 10 fra hoften.”

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide.”

“Åbne eller lukkede ringe?” 
“Lukkede.”

Koldt eller varmt vejr?”
“Koldt.”

“Vind eller bakker?”
“Vind.”

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm.”

“53 eller 55 klinge?”
“55.”

“Flandern eller Roubaix?”
“Roubaix.”

“Enkeltstart eller samlet start?”
“Samlet.”

“Kyssepiger eller ikke kyssepiger?”
“Kyssepiger.”

“Forhjulslir med Valgren eller Mads Würtz?”
“Ha ha, med Valgren, så jeg kan smadre ham, fordi han engang sagde til dig, at jeg var nemmere at få ned bagved end Würtz.”

“Hvad er målet for resten af sæsonen?”
“At vinde et løb mere.”

“Og næste sæson?”
“At lave en præstation på niveau med Flandern Rundt i år.”

Hermed er vi nået til vejs ende med de spørgsmål, som jeg har skrevet ned i min Castelli-notesbog - og alt det andet, der er kommet til af sig selv i løbet af de godt fire timer, vi har været sammen. 

Vi går ud i solskinnet og har udsigt over Ledreborg Slot. Jeg takker Mads for hans tid og imødekommenhed, og han giver mig et håndtryk, der får mine knogler til at skabe sig, og siger, det har været hyggeligt. “Du er sgu den første, der skulle skrive noget om mig, der har været med inden for dørene derhjemme. Mit hjem er ellers lukket land for pressen,” er hans afskedssalut, inden han sætter sig ind i den store hvide BMW.

Da jeg kører ned gennem Ledreborg Allé, tænker jeg: Hvem er Mads Pedersen? Jeg har jo talt med ham før, men ikke så længe og så dybt. Der er egentlig ikke noget forandret, siden jeg mødte ham for første gang. What you see is what you get. En mand uden filter. Men fire timers samtale har forvisset mig om, at det som ses ved første øjekast, det holder hele vejen igennem. Ingen forstillelse, ingen politisk korrekthed - eller snarere ingen politik overhovedet - ingen skjulte dagsordener og intet forsøg på at tage sig ud på en bestemt måde. Han er, hvad man i gamle dage kaldte “karl for sin hat”. Og han er det med godt humør - og med stor venlighed. Han er faktisk utrolig sympatisk, og jeg forstår hvorfor alle - eller i hvert fald de fleste - af hans konkurrenter er vilde med ham. 

Hvis der bliver krig, så ville jeg være på Mads P’s hold. Så ville der være en til at gå foran, holde humøret højt og kampånden flammende. Og til at nedkæmpe fjenden.  

 
DSC04303.jpg