Mikkel Würtz

Kvotekutteren har fundet sin havn

Mikkel Würtz
Kvotekutteren har fundet sin havn

Nogle gange gør man sig en forestilling uden at vide det. Jeg havde ikke tænkt over, hvor i Monaco Michael Valgren bor, men blev alligevel lidt overrasket, da taxaen kørte ind i den gamle bydel, en spytklat fra havnen. Jeg havde nok tænkt, at det var i lidt mere suburb-agtige omgivelser, at en ung tilflytter startede op i en af verdens mest eksklusive byer.

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

Nu standser vi ud for nr. 6. Jeg betaler og stiger ud. ”Michael Andersen” står der ud for en af klokkerne. Jeg trykker på den, og en summen forkynder, at Andersen har tilladt adgang til bygningens indre. Jeg er nået frem til mit bestemmelsessted.  

Her er ingen etageangivelser, men på et tidspunkt kommer jeg til en dør, der står åben. Andersen, som de fleste danskere kender som Michael Valgren, står inde i lejligheden og verfer mig ind med en håndbevægelse. Han er i færd med at se det løb, som jeg aldrig kommer til at kalde andet end Henninger Turm. Og hans kæreste Sissel sidder beskæftiget med sine psykologistudier ved spisebordet.

Valgren har været ude at træne med Richie Porte og er i godt humør (som han vist er for det meste). “Hvad er programmet”, spørger han. “Skal vi gå en tur, så jeg kan vise dig byen?” Jeg takker ja. Jeg er aldrig blevet guidet rundt i Monaco, og jeg kan godt lide at gå og at samtale undervejs. 

Efter af have rundet to hjørner kommer vi ned til havnen. “De der hegn og skilte er her på grund af F1, som kommer om en måned”, siger han. “Hvert år lægger de ny asfalt og sætter alt det her op - og her er målstregen”. Og han viser mig nogle gigantiske tribuner, som allerede udfylder havnearealet. 

Lidt efter passerer vi Monacos monumentale Yacht Club. “Jeg har fået en rundvisning derinde”, siger Valgren. “Der er alt, hvad hjertet begærer, men der er lukket for tilmelding. “Abramovich er på venteliste. Hans penge kunne ikke skaffe ham ind. Jeg synes, det er fedt, at der er nogle regler, som penge ikke kan tilsidesætte”, siger han.

Vi når til enden af kajen, og til allersidst ligger der en lille fiskekutter. Da vi ser den, griner Valgren, for han ved allerede, jeg vil sige “Kvotekutter” - det kælenavn, som Valgren har fået af journalisten Niels Christian Jung og som på en måned er blevet så udødeligt, at han lige så godt kan lade det sætte ind i sit pas. 

“Ha ha, han er sgu sjov, NC”, siger han. 

“Ja, han er verdensmester i at opfinde navne og universer”, siger jeg og tænker på det Gotham City-univers, Jung har opbygget omkring DS aka Lars Fogmann og Hørning. Det er også et vigtig ting. Som i boksning er “kunstnernavne” vigtige i cykling, og de skal helst indeholde mere end ét lag. Hvis man ikke har et, så er det tegn på, at man ikke har gjort tilstrækkeligt indtryk på sportens aficionados.

Valla_4.png

“Deroppe på toppen, har du verdens dyreste lejlighed. Den koster over 300.000 mio. euro - altså over 2 mia. danske kroner. Det er vildt. Og i den bygning lige nedenunder med de gule markiser bor Jakob og Loulou".

Michael Valgren

Jeg spørger, hvordan det hænger sammen at træne så meget med Porte, når terrænet er så bjergrigt, og Porte er meget mere bjergrytter end ham selv. 

“Jeg var lidt bekymret i starten, men fandt ud, at der ikke er så meget forskel på os, der er deroppe. Hvis jeg kører 6 watt/kg, kører han måske 6,2, det er jo ret lidt i forskel. Og Porte er egentlig ret old school. Han kører ikke så mange intervaller, men mere mængde med lavere intensitet. Det er nok ham, jeg træner mest med. Og så med Jakob. Men Richie og jeg kan godt træne sammen og måske kun følges 50% af tiden, fordi vi har hver vores intervaller at passe”. 

“Træner du aldrig med Froome?”, vil jeg vide. 

“Ikke mere. Ham og Richie kom på kant sidste år i Dauphiné. Richie blev tosset over, at Froome decideret kørte på ham, efter at Richie havde hjulpet ham så meget på Team Sky. Og Sky-folkene er også begyndt at holde sig mere for sig selv og kun træne med hinanden. De har et set-up med massagecenter og scootertræning osv. De griber det meget metodisk an, og jeg er ikke fri for at være lidt fascineret af dem”. 

Jeg kigger op mod bjergene og siger, at der ikke er mange nemme veje ud herfra.

“Nej, men her er så fedt at træne. Jeg tror ikke, der findes noget bedre. Jeg synes, det er fedt, at stigningerne her ikke er så stejle. Det er bedre at træne på stigninger, hvor man kan få rul i den. Når jeg kører med Richie, kører vi for det meste den samme tur. Kaffe og en foccacia efter tre og en halv time og så over Madone hjem”.

Oppe ad stigningen ligger der en stor blålig bygning, som rager højere end alt andet. “Deroppe på toppen, har du verdens dyreste lejlighed”, siger Valgren. “Den koster over 300.000 mio. euro - altså over 2 mia. danske kroner. Det er vildt. Og i den bygning lige nedenunder med de gule markiser bor Jakob og Loulou. Jeg tror, at en af grundene til, at det går så godt for Jakob og mig er, at vores piger trives så godt hernede. Der betyder utroligt meget, at man ved, at ens kæreste har det godt, og at man kan træne alle de timer, man vil, uden at der sidder en decideret og venter og har nederen over at være alene”.

Vi går nu op af en masse trapper, og Valgren bruger ikke samme agile udveksling som på cyklen, men tager to trin ad gangen. Jeg frygter at lide samme skæbne som Gilbert og Kwiatkowski gjorde på Bemelerberg, men i modsætning til dem klarer jeg mig med over toppen.

“Jeg tror, jeg er en atypisk cykelrytter. Jeg elsker at gå. Forleden da mine svigerforældre var her, gik vi 18 km. Jeg ligger også på stranden, som du kan se dernede. Jeg har aldrig set en eneste anden af de ca. 50 World Tour-ryttere, der bor her, når jeg har været dernede”.  

“Skal vi ikke gå ind og få en kop kaffe her”, spørger Valgren. Det, synes jeg, er en god idé, og vi sætter os og bestiller to gange sort kaffe.

Valle_5.png

“Ja, jeg ved fandme ikke, hvad der er for et vejr i år, Per. Jeg er så træt at det. Det er ikke normalt. Sidste år lå jeg på stranden på denne tid.”

Michael om forårsvejret i Sydeuropa

Valle_3.png

“Jeg er spændt på, hvad du har skrevet i Castelli-bogen, siger han, og peger på min notesbog, der ligger på bordet.

Jeg kigger i den. Han har allerede fortalt en del af de ting, jeg ville spørge om.

“Kan du mærke forskel på, hvordan man ser på dig i pelotonen, efter du er gået fra at være et stort talent til at være stjerne?”

“Nej, det kan jeg ikke. Der en ingen, der får noget forærende i dag. Ikke engang Valverde. Men jeg kan mærke en forskel i måden, jeg opfatter mig selv. At jeg nu synes, at jeg hører til oppe foran og kører med mere autoritet og selvtillid. Men jeg mangler stadig lidt der. Det er krævende, både fysisk og mentalt, at kæmpe så hårdt for positionerne i timevis. Jeg kunne godt bruge en rigtigt dygtig mand til at køre mig frem og holde mig fremme. Men nej, jeg får ikke mere plads. Tværtimod, for nu skal jeg jo op og sidde og bokse med alle de store”.

“Er du hård i positionskamp?”

“Ja, det er nødvendigt. Som sagt, ingen får noget forærende, men jeg er large, hvis der kommer et hold, der er ved at køre en kaptajn frem til front. Så giver jeg for det meste plads. Men jeg synes, det er irriterende, at de altid skal komme masende med otte mand, når det er på små veje sm fx. i Flandern Rundt. Hvorfor kan de ikke nøjes med fire? Hvis alle kunne enes om ikke at have mere end fire mand fremme, så var der ikke så mange styrt.

“Har du et forbillede i feltet?”

“Fabian (Cancellara), har altid været det, men jeg synes også rigtig godt om Van Avermaet. Jeg synes, han sidder lirens på cyklen og kører cykelløb på en fed måde. Og så udviser han respekt for andre”.

“Hvad med Amstel. Hvad tænkte du, da Valverde trykkede den af på Bemelerberg, og der kun var dig, Alaphillipe og Sagan med over toppen?”

“Først og fremmest tænkte jeg, at jeg var glad for, at den top ikke kom 50 meter senere. Det var et rigtigt hårdt angreb - og han blev bare ved. Og så kiggede han tilbage, og jeg tænkte, at nu må han sgu da stoppe, men så gav han den bare et gear mere og trådte endnu hårdere. Og han står bare op og holder nede i hornene i det der munkergear. Det var slemt, uha! Og vi sidder altså med Kwiatkowski, Gilbert, Wellens og Van Avermaet, og de må slippe. Og så er det, at Jakob og Wellens kommer op hen over toppen. Men det er jo sjældent, at jeg har siddet med de der ryttere, og det giver bare et kæmpe kick, så man kan grave endnu dybere”.

“Hvad synes man om Valverde i dagens peloton?”

“Hmm, svært at svare på pelotonens vegne. Jeg ved ikke, om der er nogen, der tænker på, at han engang har været involveret i noget. Men jeg er sikker på, at alle synes, han er en gudsbenådet cykelrytter. Han kan jo alt og året rundt. Ham og Sagan er jo sådan nogle, der laver ting, der burde være umulige. Og Valverde træner ikke engang særlig langt, men til gengæld hårdt. Jeg ved fra Luis Leon (Sanchez), som træner med ham, at de er en gruppe, der bare kører rigtigt stærkt. De kører cykelløb og skiltespurter og sådan noget. Valverde hygger sig bare med det og gider ikke højdetræningslejre. Det, synes jeg, er fedt. Det har jeg meget respekt for. Jeg kan jo bare tage mig selv. Min bedste træningskammerat er min wattmåler. Men det er han sgu ligeglad med. Så tager han til Abu Dhabi og slår alle Strava-rekorder på stigningerne og lægger det ud på nettet. Alle andre ville holde det hemmeligt, men han er ligeglad. Jeg tror bare, han har det sjovt. Det kan man sgu kun se op til”.

“Jeg talte med Jørgen Marcussen i morges, og han sagde, at for ham var det mest lirens moment i Amstel dit første angreb, hvor Wellens ikke kunne lukke de sidste 5-10 meter.”

“Ved du hvad, jeg troede faktisk, jeg ville komme fri allerede der. Jeg kunne se, at Wellens ikke kunne lukke, og jeg kunne mærke, at jeg kørte stærkt, så jeg troede på, at jeg kunne  knække ham, og jeg syntes, det var et godt moment. TIl sidst knækkede Wellens, men så så jeg Sagan kørte efter mig, og så tænkte jeg: Fuck! Men hvis du ser efter, er jeg jo den eneste, der kører i den finale. Det er mærkeligt, synes jeg”.

“Men det varede kun to km. efter denne kraftpræstation, inden du kørte afgørende væk. Du må have haft fantastiske ben?”

“Ja, det havde jeg. Men jeg var også heldig, at jeg kom op efter styrtet foran mig. Jeg skulle forbi over 100 mand for at komme op til fronten. Og Jakob gjorde jo et kæmpe arbejde for at gøre finalen hård, og jeg ved, at jeg har et godt kick, når benene er der. Så ved de andre godt, at det er en stor tændstik, der skal tændes for at hente mig, og den har de ikke lyst til at bruge så tæt på mål. Og så kan jeg holde en fart, der gør, at de sekunder, de bruger på at vente på, at en anden gør det, der er jeg komme længere væk, og den nødvendige tændstik er blevet endnu større”.

“Men man skal jo have benene?”

“Det er klart. I Flandern Rundt var jeg helt færdig. Det var med det yderste, at jeg kom med over Paterberg, og da jeg stak til sidst, var det egentlig vanvittigt, for jeg havde helt tomme ben. Jeg stak fra spids. Ham der lige havde ført, skulle jo ikke efter mig, og bagved var der kommet et hul. Nu prøver jeg sgu, tænkte jeg. Så fik jeg hul, men der skete ikke en skid. Jeg har ikke kørt meget mere end 300 watt. Og jeg råbte til Gilbert, at han skulle føre og blive nr. tre. Men han ville ikke. Heldigvis gik den lidt i stå bagved. Men helt vildt af Mads, at han kunne holde de få sekunder. For vi kørte jo rundt hele tiden, og han havde siddet og taget vind i 80 km.”

“Hvorfor stikker du, når du egentlig ikke kan?”

Det er fordi, jeg er så tændt, og når der så sidder TV-motorcykler, så tænker jeg på, at Per Bausager, ha ha, og alle de andre sidder og kigger på mig, og så vil jeg gerne lave noget godt”.

“Hvordan vægter du, at vinde i forhold til at lave “noget smukt”, som Contador kalder det, når man satser hele butikken for at skabe et drama?”

“Jeg vil jo rigtig gerne lave noget smukt, men jeg er også realistisk, og ved, at mine muligheder for at vinde ikke er så mange igen, og derfor er det vigtigt, at jeg fokuserer på at vinde, når jeg har benene, og situationen er der. Du skal tænke på, at når Contador og Sagan laver de der smukke ting, hvor de sætter alt på rouletten, så har de nogle fantastiske palmares i banken, og det fremmer næsten deres karriere og popularitet mere at lave et stor show med panache end at vinde en gang mere. Når der er sagt, synes jeg, at når jeg vinder eller slutter i top, så er det altid på en spektakulær og offensiv måde.”

Her må jeg bare tie og samtykke. Det er jo netop grunden til, at jeg selv er fan af cykelrytteren Michael Valgren. Jeg fortæller ham, at jeg sad i en bus med Virtu Business Club-cyklister på vej fra Iseo til lufthavnen i Bergamo de sidste 25 km. af Amstel. Og at alle sad og kiggede på deres telefoner, og at bussen kogte over hans kørsel. Valgren sidder og ligner en, der er godt tilfreds med at kunne skabe sådanne emotioner hos os”. 

“Går du op i udstyr?”

“Ja, meget. Jeg kan ikke sætte et billede op, men kan skrue på alt på min cykel og går op i, at den er optimal mht. aerodynamik og vægt - og har hurtige hjul og dæk. Det var det fede, da vi kørte hos Bjarne, at han var så nidkær med alle de mindste detaljer på materiel og tøj. i dag er det jo som F1. Dæk og hjul og aerodynamik er meget afgørende - især i tidskørsler”.

“Har du eksperimenteret med pedalarmslængder?”

“Ja, det har jeg, og i år er jeg gået i 170 mm. Jeg har et meget stort drop mellem styr og sadel og følte, at jeg ikke havde ordentlig blodgennemstrømning i det venstre ben. Så prøvede jeg med kortere pedalarme, og det er gået super godt.”

“Den der fantastiske souplesse, du har - er det en, du træner eller tænker over?”

“Nej, overhovedet ikke. Den er bare naturlig. Det føles bedst for mig at køre 100 rpm, også på enkeltstart. Og jeg kører stærkest opad med ca. 90 rpm. Jeg ved ikke - 80 er en træls kadence, synes jeg”

“Hvad med træning?”

“Jeg er meget pligtopfyldende med træning og har nok altid trænet for meget - eller rettere restitueret for lidt. Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Rune Larsen. Han har overbevist mig om værdien af restitution. Efter Liege, holdt jeg en hel uges pause, og derefter kunne jeg gå dybere under træning og havde også opbygget ny lyst. Jeg har haft en kæmpe konkurrenceblok fra Australien til Liege, og nu har jeg så 45 dage uden konkurrence, indtil Dauphiné. Men jeg skal på træningslejr med holdet på Teide. Jeg elsker træningslejre. Synes, det er fedt med struktureret og hård træning.” 

“Bruger du altid wattmåler?”

“Ja, den er nærmest mit kæreste eje. I dag gik den ud, da jeg havde en halv time hjem. Det var den længste halve time i mit liv, ha ha…”

“Hvad med din kost - er det noget, du går op i?”

“Ja, men jeg spiser de fleste almindelige ting, bare mindre end før. Jeg har jo altid fået at vide, at jeg er for tyk, men min fedtprocent før Liege-Bastogne-Liege var altså kun 5,2, og det er jo ikke på nogen måde en høj fedtprocent. I Saxo Bank-tiden var den 10-11%. Det er vist noget med, at jeg ikke har de der ben med udvendig kabelføring. Men vi laver alt mulig mad derhjemme - jeg elsker at lave mad, og jeg undrer mig over, at alle de andre ryttere hernede altid spiser ude. Jeg tror, Sissel og jeg er de eneste, der inviterer folk hjem til middag. Men jeg bliver tyndere for hvert år. Tror også, alder spiller lidt ind. Men ved du hvad, det nye, jeg laver om morgenen, er en green smoothie, som består af broccoli, spinat, ingefær og mælk, som jeg blender samme - og så havregryn derned. Det lyder klamt, men det smager faktisk OK. Jeg har købt en herredyr blender til 1000 euro, der kan lave alt til suppe på fem minutter, ha ha ha...Så er man i gang.”

“Skal du have en kaffe mere”, spørger blendermesteren. Jeg takker ja. Han tager selv en vand. Han har fået for meget kaffe i dag og er blevet helt tør i kværnen af at snakke, siger han.

“Hvordan har du det med cykelhistorie og moderne cykling versus old school?”

“Jeg må indrømme, at jeg ikke er rigtig stiv i hele cyklingens historie endnu. Jeg vil gerne være det, og det skal nok komme. Men jeg kommer let til at bruge tiden på sociale medier i stedet for at læse bøger. Men jeg synes fx. at jeres Sort Kaffe og Hvide Sokkerer fed. Jeg kan godt lide tradition. Jeg har også lige fået en bog om De Ronde, som jeg skal have læst. Den tror jeg, at jeg kan lære noget af”.

“Men hvad er din holdning til radioer?”

“Der vil jeg sige både for og imod. Jeg bruger den ikke selv ret meget. Jeg synes, den er god ift. sikkerhed, men man ville nok få nogle bedre cykelløb uden den. Men den har ikke nogen særlig indflydelse på mig i de løb, jeg kører for at vinde. Jeg bruger mit instinkt til at beslutte mine angreb. Jeg tror mere, det er etapeløbsrytterne, der bruger dem. Der kan bilen bedre vurdere situationen, grupperinger og se, hvis en konkurrent ser skidt ud, og der indgår også nogle andre kalkuler i etapeløbene.”

“Hvad er det, du elsker ved cykling?”

“Cykelløbene. Jeg kan rigtigt godt lide at træne og alle de ting, der omgiver cykling, men det er selve løbene, jeg virkelig brænder for. Jeg elsker simpelthen at køre konkurrencer. Og jeg aner ikke, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke var blevet cykelrytter. Nok revisor eller bankmand. Ville gerne have været ingeniør, men det ved jeg ikke, om jeg er klog nok til, ha ha…For to-tre år siden ville jeg sige, at jeg ikke kører, til jeg er 35 år, men nu tror jeg faktisk, at jeg gør - og bor hernede.”

Det er begyndt at regne heftigt, og der er sidevind som oppe i Thy. Vi må rykke længere ind under overdækningen, eftersom Kvotekutterener begyndt at tage vand ind. Temperaturen er også dalet betragteligt, og rytteren, der elsker kulde, har lynet jakken helt op i halsen og trukket sin Oakley cap ned til ørerne. Jeg fryser også. Et smut til Monaco i maj havde frembragt andre forestillinger.

“Hvordan var det pludselig at være på hold med Contador?”

“Det var stort, og jeg var benovet over at være der. I starten var jeg meget påpasselig med ikke at sige eller gøre noget forkert og sugede bare til mig. Alberto var cool nok og fin at køre for, men det var som om, han mistede lidt af humøret til sidst. Måske fordi Bjarne forsvandt fra holdet.”

“Og Sagan?”

“Peter er jo sjov, og der sker altid noget, hvor han her. Han er en fin fyr og altid i godt humør. Jeg  har aldrig hørt ham bebrejde holdkammerater noget - selv når det var grund til det.”

Nu står slagregnen ind under overdækningen, og vi skutter os. De andre gæster er for længst gået i servicebilerne. 

“Godt, du fik trådt i morges”, siger jeg.

“Ja, jeg ved fandme ikke, hvad der er for et vejr i år, Per. Jeg er så træt at det. Det er ikke normalt. Sidste år lå jeg på stranden på denne tid.”

“Hvad tænker du om fremtiden og hold?” 

“Jeg har ikke nogle faste forestillinger. Jeg har det godt, hvor jeg er, men kunne også have det andre steder. For mig er det vigtigt at være i et godt miljø og have det sjovt. Det sætter jeg højere end løn. Jeg synes, det ville være fedt, hvis der kunne komme et dansk hold igen. De gamle CULT-dage var noget af det sjoveste”.

“Hvordan er legenden, Vino, at arbejde for?”

“Jamen vi ser ham ikke. Jeg har set ham højst fem gange. Ved ikke, hvad hans egentlige rolle er. Om den mest er relateret til sponsorerne. Ellers har han vist travlt med at træne til Ironman og maraton og sådan noget.”

“Hvad er ambitionerne så for fremtiden?”

“Altså på det punkt er jeg nok lidt ligesom Sagan. Nu har jeg vundet Amstel, og så kunne jeg godt tænke mig at vinde Flandern Rundt, og det tror jeg også, jeg kan. Og jeg vil fandme også gerne vinde Liege-Bastogne-Liege, som jeg regner for større end Amstel, og det, tror jeg også, er muligt. Det år jeg blev to i Amstel, blev jeg 13 i Liege, og det betød lige så meget for mig på grund at løbets prestige. Det var der mange, der ikke forstod en brik af. Men at køre for at vinde vil kræve, at jeg dropper den store blok, jeg har haft i dette forår og satser på Ardennerne. Jeg kunne også tænke mig engang at satse det hele på brosten og Paris-Roubaix. Men så mange år er en karriere jo heller ikke, og man vil også gerne levere der, hvor man ved, man kan. Og en Tour-etape vil jeg vinde. Det er jeg nødt til. Og VM, når ruten igen bliver til det. I sidste ende vil jeg bare gerne vinde nogle cykelløb. Men jeg var tosset på mig selv over lige akkurat ikke at komme med op over Roche-aux-Faucon i år. Det var så tæt på, og jeg ville rigtig gerne have været hjem med første gruppe”.

“Men jeg er stolt og glad for det, jeg har opnået. Også fordi det er gået så godt hele året. Det har været en god sæson, men det har været en lang og hård blok.” 

“Hvad så nu?”

“Jeg glæder mig helt vildt til Touren. Fordi jeg bliver klogere for hvert år. De første år havde jeg trænet for meget, og var træt, allerede da jeg startede. Det første år sagde jeg til De Jongh: ”Steve, jeg tror ikke, jeg er klar.” Men han sagde ”jo jo, du er klar, det kommer.” Han tvivlede ikke på mig. Men jeg havde sgu ikke benene, og jeg led som et svin hver dag og endte også med at blive syg og udgå på 19. etape. Det var modbydeligt. Men jeg bliver jo klogere og klogere og føler, at jeg ved, hvordan jeg skal forberede mig nu.”

Kulde og vand har nu tvunget os i knæ, og Valgren ringer efter en taxa, da der ikke går busser d. 1. maj. Der er et par km hjem, og det regner stadig.

Valle_7.jpg

“Vi tager lige 10 hurtige fra hoften. Du siger bare, hvad du foretrækker at to muligheder”, siger jeg.
 

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide”.

“Hvide eller farvede sko?”
“Hvide”.

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm”.

“Aero eller let ramme?”
“Uh, den er svær. Let.”

“Lukkede eller åbne ringe?”
“Lukkede”.

“Koldt eller varmt vejr (i cykelløb)?”
“Koldt”.

“Vind eller bakker?”
“Vind (dog efter lang tænkepause) Eller helst en kombi.”

“Vuelta eller Giro?”
“Giro”.

“Sort eller med mælk (kaffe)?”
“Sort”.

“Forhjulslir med Mads P. eller Würtz?”
 “Ho ho ho. Øøøhh, fuck mand. Kender jo Würtz meget godt, og han er en led stodder. Mads P., tror jeg. Jeg tror trods alt, at vi jyder er lidt mere hardcore til at munke, end I er. Det er jeg i hvert fald selv ret god til, ha ha ha. Men Würtz kan fandme ligge og køre 300 watt en hel dag”.

Valle_10.png

Taxaen er ikke kommet, og Valle har mistet tålmodigheden. “Skal vi ikke gå hjem? Der er en elevator herovre, der kører ned til havniveau, og så kan vi gå igennem F1-tunnelen”.

“Jeg er simpelthen så glad for de ting, jeg har opnået, og taknemmelig for det liv, jeg har”, siger han, da vi går i den berømte tunnel. 

”Og jeg kan blive helt flov over at tænke på, at jeg vil have højere løn, fordi jeg har vundet nogle løb. Jeg har jo allerede et fantastisk liv. Bor hernede og laver alt det, jeg elsker og kan jo allerede gøre alt det, jeg vil. Men vi mennesker vil altid have mere”.

“Du skal selvfølgelig have det, du er værd på markedet, men husk at nyde disse år. Når det er slut, vil du se på det som den bedste tid i dit liv. De fleste andre mennesker skal godt nok ikke have ondt i benene og styrter ikke og slår sig til plukfisk, men mange har masser af andre udfordringer, som gør mere ondt”, siger jeg til ham.

“Ja, det er jeg meget bevidst om, og det eneste, jeg ved, er, at når jeg ikke skal cykle, så skal jeg lave noget andet, der giver mig glæde. Jeg har en kammerat, der altid glæder sig til at komme på arbejde. ”Hold kæft, hvor jeg glæder mig, til det er mandag i morgen”, siger han. “Det er for fedt”.”

Vi er nået hjem. Sissel ordner courgetter, for Caleb Ewans kæreste kommer til middag, og vi ringer efter en taxa, der kan køre mig til Nice. 

“Du skal lige smage en kop ordentlig kaffe”, siger Valgren og starter sit forkromede vidunder af en kaffemaskine op.

Valle_12 copy.png

Hans blender og hans kaffemaskine svarer vist til udbetalingen på en bil. Han brygger en rigtignok velsmagende dobbelt espresso, og taxaen melder sin ankomst, netop som den er drukket. 

Valgren tager sko på igen og ledsager mig ned på gaden, takker for besøget, og siger, at jeg altid er velkommen til at ringe eller skrive, hvis han kan hjælpe med noget. Vi shaker hands og siger farvel.

Inde i taxaen tænker jeg, at den er rørende, den taknemmelighed og ydmyghed, jeg har mødt i dag hos Kvotekutteren fra Thy, som pludselig bor hernede i Monaco og er en stor stjerne, men som tydeligvis er opsat på at huske, hvor han kommer fra. Og over den forbindelse, som en fælles forståelse af cyklingens sjæl og dens episke omfang, som hæver sig over al snak om moderne og gammeldags cykling, og over de snart 35 år der er gået, siden jeg selv satte cyklen i stald.

Da jeg kører rundt om hjørnet, er det sidste, jeg ser, at Andersen låser sig ind i nr. 6.